RUTE 6

FYNSK FORÅR

Højby

Rute 6 er en 10 km lang tur, der udforsker Carl Nielsens musikalske drømme og karriere.
Carl og familien går ofte ad kirkestien over til Højby for at høre friskolemanden Klaus Berntsen opløfte forsamlingen med lysende ord, der forvandler skaren så de spirer og strutter af livslyst, som planterne om foråret. Det er også Berntsen, der med sine økonomiske forbindelser – og uden forældrenes viden – hjælper Carl til at forfølge sin musikalske drøm om at studere ved musikkonservatoriet i København.

 
Carls musikalske rejse begynder i faderens spillemandstrup. Repertoiret er folkemusik. De spiller op til dans. Til tider sendes Carl og hans ældre bror Sophus ud på spillejobs alene. På rute 6 følger du Carls fodspor langs markskel. De lokale viser dig vej ad forsvundne kirkestier over til Ibjerg, hvor historien fortsætter en kold vinternat.

HVAD KAN DU FORVENTE AT OPLEVE?

Caminoen er inddelt i 12 overskuelige ruter

Carl Nielsens Camino er delt op i 12 overskuelige ruter. Du kan vælge både at gå korte ture eller hele lydvandringen over flere dage. Hvis du vil have hele oplevelsen med, så tag ruterne i rækkefølge … fra 1-12. Hver rute har et hovedtema, der griber fat i et bestemt kapitel af Carls liv. Det er først, når du har gået alle 12 ruter, at du får den fulde forståelse af Carls liv. På rute 6 møder du Carls mæcén.

Vi har et begrænset antal piktogrammer på pæle og vejskilte undervejs. Så hold altid øje med ruten på kortet i app’en for at sikre, at du er på rette vej. Du er den blå prik på kortet. Tag lytteposterne i rækkefølge.

På jagt efter den fynske klang

Carl talte hele sit liv om en bestemt fynsk klang – både i naturen, hos dyrene og menneskene. Carls smukke melodier er rygraden i fortællingen, når nutidige fynske stemmer; lige fra landmanden, historikeren, klaverstemmeren til skolepigen fortæller med. De lokale deler deres personlige historier, som på forunderlig vis sætter nyt perspektiv på Carls liv. Lodsejere viser dig vej til store naturoplevelser på steder, du aldrig har været før. Fra dybe skove til åbne marker, fra små hyggelige landsbyer til livlige byscener. Tag med os på jagten efter den fynske klang, som den lyder nu og som den lød på Carls tid.

PS! Afsæt hellere for meget tid end for lidt! Giv dig selv sig lov til at nyde turen, og holde pauser og frikvarterer undervejs uden at have en bagkant. Det handler ikke om at gå stærkt, men om at give sig god tid til at lytte og opdage den natur og det landskab du inviteres ind i.

PRAKTISK

STARTLOKATION (+ parkering):

Højby kirke
Højbyvej 43
5260 Odense

SLUTLOKATION (+ parkering):

Ibjergvej 11e
5792 Årslev

INFO TIL DIN VANDRING 

GRATIS
Takket være fondene er lydvandringen ganske gratis.


START/STOP
Turen er 10 km lang, og starter ved Højby kirke og slutter ved Ibjergvej


USEEUM APP’EN
Du lytter gratis til lydvandringen ved at downloade appen “Useeum” på din telefon. I appen finder du “Carl Nielsens Camino”, så åbner du RUTE 6 Startpunktet “Højby kirke,” og så er du klar til at lytte.


OPLADT?
Husk hovedtelefoner + en fuldt opladt telefon + powerbank


MAD OG DRIKKE
Husk vand. På rute 6 er der masser af steder at købe mad undervejs. Både REMA, Spar, Sdr Nærå bageren samt fantastiske sandwiches hos “Osteporten”, udsøgt Tapas hos “Vinporten” og tiltrængt kaffe og is på “Hjørnet”, Polymeren i Årslev. (Se deres åbningstider på nettet).


TOILET

Højby Kirke
55°19’49.4″N 10°26’35.6″E
Nær Klaus Berntsens Gravsten
På starten af ruten (Døgnåbent + drikkevand)

Polymeren
Stationsvej 69, port 1
(I åbningstiden)

Anes Høj
Ibjergvej 11a
På slutningen af ruten (Døgnåbent)


OVERNATNING

BRUG AIRBNB el. SHELTER APP’EN
Bestil overnatning på forhånd!

Bed&Breakfast, Stakdelen 47
Stakdelen 47, Årslev.
Find det på googlemap
(På starten af selve ruten)

Kunstshelterplads i Tarup-Davinde
55°19’31.7″N 10°31’39.3″E
(En lille afstikker, efter slutningen af rute 6)


FIND SELV HJEM
Husk, at du selv skal organisere samkørsel, når du skal hjem fra der, hvor ruten slutter. Så fyld gerne bilen med dine venner, da der er begrænsede parkeringspladser. Parker en bil ved rutestart og din vens bil ved rute slut. Brug kun vores anviste parkeringspladser.
El. tjek køreplan for Fynbus, hvis du ikke har kørelejlighed.


PRAKTISK FODTØJ
Har det regnet i dagene op til vandringen må du være forberedt på våd bevoksning på dele af denne rute. Så husk praktisk tøj og kraftigt fodtøj, der tåler vind og vejr. Og lange bukser og vandrekæp til brændenælder, når du skal forcere markskellet.